Grøn fjernvarme fortrænger gas i industrien

Distributionsleder Rasmus Hedevang fortæller om isoleringsgraden i fjernvarmerør


I efteråret 2023 kan DK Company og Niebuhr Gears bruge fjernvarme til opvarmning af deres lokaler i Ikast. De er blevet koblet på Energi Ikasts store fjernvarmenet og kan dermed opnå en stor CO2-besparelse. Og så er de i øvrigt bedre sikret, hvis energipriserne igen skulle skyde i vejret. Gaskonverteringen af virksomhederne i industrikvarteret fortsætter med området omkring Lene Haus Vej, når der er opnået en tilstrækkelig tilslutningsprocent.  

Skyhøje energipriser 
I løbet af sidste vinter blev gas- og elpriserne lige pludselig et hyppigt samtaleemne i de danske stuer. Alle medier var fyldt med historier om de skyhøje energipriser og der var ingen tvivl om, at vi som samfund var nødt til at gøre noget for at undgå en større krise. Der blev indført tiltag fra politikernes side, forbrugere blev gode til at spare på energien og ansvarlige energiselskaber gjorde deres for at løfte i flok. 

Gaskonvertering af industriområdet i Ikast Syd 
Heldigvis blev vinteren ikke lige så hård som frygtet og en stor krise blev afværget. Men mange tiltag blev sat i søen for at undgå en lignende situation i fremtiden. ”Et af de tiltag, som vi i Energi Ikast satte gang i, er en gaskonvertering af industriområdet i Ikast Syd. Det er et stort projekt, der går ud på at gøre det muligt for industrien langs motorvejen syd for Ikast, at blive koblet på vores store fjernvarmenet,” forklarer distributionsleder i Energi Ikast Rasmus Hedevang.  

Niebuhr Gears og DK Company er allerede koblet på grøn fjernvarme
Niebuhr Gears og DK Company er allerede koblet på grøn fjernvarme. Foto: Rune Kaldau

Første del af projektet er en realitet 
Projektet er todelt således, at der ligger en gruppe virksomheder i industriområdet ved La Cours Vej og en anden række virksomheder langs Lene Haus Vej. ”Området omkring La Cours Vej nåede, med tilslutningen fra store virksomheder som Niebuhr Gears og DK Company, hurtigt op på en tilslutningsprocent, der gjorde at vi kunne komme i gang med projektet. Derfor startede vi også i det område før sommerferien og allerede her i efteråret kan vi levere fjernvarme,” siger Rasmus Hedevang.  

Det giver mening for andelsejerne, når ledningsnettet udvides  
Det næste område med virksomheder, der ligger langs Lene Haus Vej er tæt på at nå tilslutningsprocenten på fyrre procent. ”Det skal jo give mening økonomisk både for vores andelshavere og for de virksomheder, der bliver koblet på. Så derfor går vi ikke i gang med at konvertere et område før der er tilstrækkelig tilslutning til, at vi har en ordentlig businesscase,” uddyber Rasmus Hedevang. Alle projekter i Energi Ikast bliver vurderet ud fra en række kriterier, der blandt andet omfatter et samfundsøkonomisk perspektiv. Derudover er det overordnede perspektiv altid om det giver værdi for andelshaverne i den forstand, at der kommer en mere bæredygtig forretning ud af det. 

FAKTA: 
•    DK Company kan med tilkoblingen af fjernvarme opvarme 11.245 m2 med grøn fjernvarme fra Energi Ikast. 
•    Der skal være en tilslutningsprocent på over 40% for at fjernvarmeprojekterne i industrikvarteret bliver realiseret. Flere virksomheder har allerede tilmeldt sig projektet området omkring Lene Haus Vej.